Long time no blog? ;)

Har ikke blogget i 2 uger, sorry, mine tanker har været lidt kaotiske:) Føltes som om mine tanker har kørt rundt og rundt og rundt de sidste par måneder, mange tanker. Delte nogle af dem sidste gang, og de er stadig på mit sind. Måske lød jeg lidt "prædikende" sidste gang, håber ingen af ​​jer har taget det på den måde:) Men jeg vil gerne finde svar, eller prøve når jeg støder på noget jeg bare ikke forstår. Så jeg har stadig en masse tanker om hele det "Er kærlighed for svært at tro på"-spørgsmål. Jeg synes det er en svær en, og jeg tror ikke det sidste indlæg jeg skrev gav alle de rigtige svar, men jeg prøvede.

Jeg bekymre mig også for meget, hehe, det er en "no brainer". Jeg bekymre mig om alle, og jeg ønsker alle skal være lykkelige, og det er ikke noget man altid kommer til at bestemme:) Så når jeg møder mennesker der fortæller mig at de ikke tror på kærlighed, eller at vi en dag kan blive en mere kærlig, forenet, omsorgsfuld og medfølende verden, så bliver jeg "trist". Trist er ikke det rigtige ord, men det er mere det at jeg virkelig ønsker at hjælpe disse mennesker til at føle den kærlighed og tillid som jeg har for fremtiden. Det er svært for mig ikke at føle disse mennesker mangler noget. Ikke at de er dårlige og forkerte, men jeg fornemmer lidt et fortabt barn inde i dem, hver med deres eget "tab", noget de desperat mangler og søger.

Alle der kender mig ved, at jeg ikke bare siger min mening og forsøger at "presse" min tro eller meninger ned overhovedet på dem. Tværtimod, jeg holder tilbage, observere og prøve at se bag facaden eller den "maske" som vi nogle gange bærer når vi forlader vores hjem. Når jeg så føler, jeg har den bedste idé om, at personer, ægte farver (eller sjæl), jeg så forsøge at opbygge tillid, medfølelse og positiv holdning overfor ham/hende. Det lyder måske en smule til "puds glorien" eller selv-profilerende for nogle af jer, men det er bare hvordan jeg er (det meste af tiden, fordi jeg kan selvfølgelig også have dårlige dage;)). Så prøver ikke at give et billede af mig selv der skal sættes på et piedestal, eller vise mig selv om en bedre person, det her er virkelig mig, helt ind til marv og ben! Jeg tror ​​vi kunne få det så meget bedre sammen hvis vi respekterer hinanden mere, og bruger tillid, medfølelse og tolerance, som redskaber til at få et mere forenet folk. Og det betyder ikke, at vi ikke kommer til at have forskellige meninger og være enkeltpersoner, fordi det er lige så vigtigt i denne verden. At være anderledes, men stadig vise respekt overfor hinanden. Jeg synes det er fantastisk at vi ikke alle har den samme opfattelse, at vi ser anderledes på tingene, fordi netop giver os alle sider af et punkt. Vi er her for at lære og vokse, ellers hvorfor overhovedet være her?

Jeg er ikke perfekt, og jeg ønsker virkelig heller ikke at være det:) Men jeg vil vise respekt! Og jeg tror ​​vi skal være mere respektfulde. Respektfuld betyder ikke, at man ikke skal kæmpe for hvad du tror på, eller gøre hvad du ønsker i livet, men det betyder bare du ikke skal trampe folk ned på din vej gennem livet. Kan vi altid vil leve op til det, nej, men skønheden i livet er også at fejltagelser er tilladt. Accepter at du ikke altid kan tage det bedste valg, og at du måske nogle gange bare har lyst til at skrige og råbe af hele verden fordi ting ikke går din vej, bare husk at du altid kan prøve igen.

"Ethvert nyt forsøg retfærdiggør alle fortidens fejltagelser!"

 Jeg elsker også dette citat af Albert Einstein:

"Lær af i går, lev for i dag, håb for i morgen."

Hvorfor ikke bare stole på at vi er nødt til at være hvor vi er, og hvis ikke, har vi også magten til at ændre vores liv. Men det er ikke let, jeg kæmper en masse, mine egne kampe, og det gør alle andre også. Så lad os respektere det, og forsøge at lære hvordan vi kan leve mere i fred og forenelighed med hinandens forskelligheder. (Der sluttede på en lidt "prædikende" tone igen, men hvad fanden, jeg er ligeglad;)).

Christina